Brussels til New York
Den 1. juni 2012 åbner Brussels Airlines en ny direkte rute fra Bruxelles til JFK lufthavnen
i New York. Brussels Airlines får daglig afgang kl. 10.20 fra Bruxelles med ankomst i JFK New York
kl. 12.35 og retur igen fra New York om aftenen kl. 17.15 med ankomst i Bruxelles næste morgen kl.
06.25.
Alle flyvninger bliver med enten Airbus A330-300 eller Airbus A330-200, der er udstyret med
helt nye kabiner til Business og Economy Class. Business Class vil have flat bed-sæder og det
nyeste inden for in-flight entertainment.
Turkish Airlines fra Jylland
I løbet af 2012 forventes Turkish Airlines at åbne ruter fra Billund og Aalborg.
Ruterne giver ikke kun rejsemulighed til Tyrkiet, men også til luftfartselskabets 150
internationale destinationer. Tidspunktet for opstart af ruterne er endnu ikke fastsat, og ifølge
en børsmeddelelse vil der blive tale om en kombineret rute Istanbul-Aalborg-Billund-Istanbul.
Turkish Airlines understreger, at opstart af ruten er betinget af tilgængelig flykapacitet samt de
nødvendige myndighedstilladelser.
Business Class med Cimber
Fra 3. januar 2012 introducerer Cimber Sterling Business Class på deres to daglige
afgange til Kiev. De første fem rækker bliver reserveret til Business Class, hvor midtersædet
blokeres, således at de rejsende vil kunne opleve en bedre komfort. På Cimbers Business Class får
den rejsende også gratis mad og drikke, adgang til lounge i lufthavnen, gratis bagage og
pre-seating samt fuldt fleksible billetter.
Mere komfort med Cathay
Cathay Pacific introducerer nyt Premium Economy og Economy Class produkt på alle
langdistance flyvninger. Det nye Premium Economy produkt vil blive installeret i
løbet af marts 2012. Produktet er meget forskelligt fra Economy Class - med mere plads og
komfort. Sædet kan lænes mere tilbage, bordet og skærmen bliver større, der kommer støtte til
fødderne og hvert sæde bliver udstyret med støjdæmpende høretelefoner, stik med mere. Derudover får
Premium Economy sin egen stille og rummelige kabine og de rejsende får bagagefordele og adgang til
Priority Check-in.
I løbet af marts 2012 vil der også blive installeret nye Economy Class sæder.
De første ruter som får de nye produkter bliver Sydney og Toronto efterfulgt af Vancouver,
New York, London, Los Angeles og San Francisco.
Fem nye ruter fra Billund
I slutningen af marts måned stationerer det irske flyselskab Ryanair to basefly i
Billund lufthavn og etablerer fem nye ruter. Dermed får Ryanair mulighed for at udvide antallet af
ruter fra de nuværende 14 sommerruter til i alt 19 ruter. Det giver rejsende mulighed for fremover
at flyve med Ryanair til destinationer som Korfu i Grækenland, Zadar i Kroatien, Krakow i Polen,
Venedig i Italien og Carcassonne i Frankrig.
Blue1 satser på København
Det SAS-ejede finske luftfartsselskab Blue1 vil fremover satse på Københavns
Lufthavn som selskabets hub for europæiske flyvninger. Selskabet etablerer op til fem nye ruter fra
Oulu, Vaasa, Lappeenranta, Kuopio og muligvis Kittila til Københavns Lufthavn. Samtidig fordobler
de kapaciteten på de eksisterende ruter fra Turku og Tampere til København, mens kapaciteten på
Helsinki - København fastholdes med fem daglige afgange. Fra Københavns Lufthavn vil der være
forbindelse med SAS og partnere til et stort interkontinentalt og europæisk netværk.